Samlingen

Kender du følelsen af at miste fodfæstet? Af, hvor svært det kan være at føle sig rigtigt hjemme? Karolin Schwabs flydende hus står midt ude i lagunen, der løber omkring ARKEN. Huset har hverken vægge eller møbler. Taget er himlen, og gulvet er en strøm af vand. Intet står stille. Det er op til dig, din fantasi og den omgivende natur at fylde det tomme hus med betydninger. Verden er i konstant bevægelse, og hvordan kan du stå fast på en gyngende grund?

En fontæne er den frodige haves smukke, svale oase. Skønhedens og rekreationens højdepunkt. Kan du komme i tanke om en mere kultiveret fortolkning af naturens livgivende kildespring? På ARKEN risler vandet risler lystigt fra en fyldig buket af glasbryster i rosa og brune nuancer ned i fontænens bassin, som er omgivet af grønne planter. Kvindekroppen – symbol på naturkraft og frugtbarhed – er gjort til et surrealistisk, ammende fantasivæsen i sit eget økosystem.

Sommerfugle er forbundet med skønhed, forvandling og genfødsel. Men se grundigt på de smukke vinger. Pludselig træder billeder frem fra historiske begivenheder: Statskuppet i Chile i 1973, studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 og terrorangrebene i New York i 2001. Alle 68 sommerfugle i serien er kædet sammen med politiske begivenheder, der har fundet sted, der hvor de enkelte arter lever. Det, der ved første øjekast er smukt, bliver grufuldt. En forvandling har fundet sted.

Flygtning ved et tilfælde. Mona Hatoum er født i Beirut, Libanon. I 1975 rejste hun som ung på ferie til London. Men borgerkrigen brød ud, og pludselig kunne hun ikke vende hjem. Hun var afskåret fra det hjemlige – symboliseret ved et køkken, kvindernes traditionelle domæne. Men i Hatoums køkken lurer fare og konflikt. Rivejern og urtehakkere er kravlet ned på gulvet som skarpe, strømførende kryb. Pas på, du ikke får stød.

Længe leve legen! En dreng på en gyngehest vinker dig i møde på ARKENs forplads. Seks meter høj og støbt i bronze, som en rigtig rytterstatue. Elmgreen & Dragsets rytterstatue vil bare hellere fejre leg og fantasi end krigsherrers sejr og magt. Det er vittigt og skarpt, når den dansk-norske kunstnerduo kritiserer samfundets magtstrukturer.

Et gammelt vognhjul på væggen med lys i lækre farver. Knitrende blank metalfolie bag farvet plexiglas. Springende delfiner og farver, der løber kontrolleret ned over lærredet. Anselm Reyles malerier og skulpturer er blændede smukke eller skamløse klichéer, alt efter øjnene, der ser. De store formater, den perfekte udførelse og de forførende farver og materialer rejser spørgsmål som: Hvad skal der til, for at billigt skrot bliver til dyrebar kunst? Vil vi helst stryges med eller mod hårene, når vi oplever kunst?

Love Story, en videoinstallation af Candice Breitz, undersøger hvordan identifikation og empati bliver produceret. Værket er baseret på seks menneskers personlige fortællinger om at flygte fra deres land på grund af forskellige undertrykkende forhold: Sarah Ezzat Mardini, som er flygtet fra et krigshærget Syrien, José Maria João, en tidligere børnesoldat fra Angola, Mamy Maloba Langa, en overlever af voldtægt fra Den Demokratiske Republik Congo; Shabeena Saveri, en indisk transperson og aktivist; Luis Nava Molero, en politisk dissident fra Venezuela; og Farah Abdi Mohamed, en ung ateist fra Somalia. Værket giver et indblik i den såkaldte flygtningekrises globale omfang. Det tager afsæt i omfattende videointerviews med de seks personer, som er optaget i de byer, hvor de søger om eller har fået asyl (to interview fandt sted i Berlin, to i New York og to i Cape Town). Candice Breitzs ambitiøse videoinstallation Love Story var et højdepunkt på Venedig Biennalen i 2017, og takket være generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet er værket nu en del af ARKENs samling.

Livet er en rejse fra fødsel til død. Hver passager rejser med sin egen kuffert fuld af kulturelt arvegods, forbrugsvaner og menneskelige erfaringer. Hvis du skulle tegne dit liv som en rejse, hvad og hvem skulle så tegnes ind på kortet? Hvad har formet dig til den, du er i dag? På det billedvævede tapet optræder den lille skolepige med fletninger og en Kristus-lignende dukke, den unge mand, Madonnaen med Chanel-tasken – ikke Jesusbarnet – og den aldrende kontormand med attachemappen som billeder på livets stadier. Men de er også mennesker som du og jeg, klædt i og omgivet af ting, symboler og varemærker, der fortæller om vores køn og identitet. Kun den nyfødte og den døde er nøgne.

Fire mænd poserer i et ørkenlignende, tørt landskab med sparsom bevoksning og højt til himlen. En af personerne – en næsten kronraget mand med solbriller – står med ryggen til og med spredte ben, som om, at han lader vandet. De tre andre er klædt i street wear og dyremasker, der forestiller en løve, en and og en gorilla. Løven og anden kaster håndtegn. Værket er stort som et billboard. Det skildrer et møde mellem kunstneren Claus Carstensen og kunstnergruppen Superflex – to forskellige generationer af kunstnere. Carstensen var Superflex’ professor på Det Kongelige Kunstakademi i København i begyndelsen af 1990erne, og han står for et eksperimenterende og provokerende maleri, der tog sin start i 1980erne. Han er kendt for at have urineret på flere af sine malerier. Claus Carstensen er desuden fra en generation af kunstnere, der arbejder alene. Superflex er et kunstnerkollektiv, der siden 1990’erne har skabt politiske og aktivistiske kunstprojekter, som glider sømløst ind og ud af samfundets økonomiske og sociale mekanismer. Deres værker udfolder sig ofte midt imellem kunsten og det kommercielle. Iklædt dyremasker i fotografiet forener de sig og udvisker deres individuelle identitet.

Glem alt hvad du ved om verden for et øjeblik, og prøv at bemærke, hvad du sanser lige nu. Er temperaturen høj eller lav? Er dit tøj blødt? Tungt eller let? Fornemmer du din computers varme eller din smartphones glatte skærmoverflade? Kroppens sanser spiller en afgørende rolle i, hvordan vi oplever verden omkring os – og netop den sansende krop er central i Tove Storchs værk. Storchs Untitled består af utallige lag af skrøbelig silke i sarte toner. Silken er trukket stramt udover et aluminiumstel i en kvadratisk form og samler sig i et vandfald af bløde folder, der strækker sig hen over gulvet. Med sit værk inviterer Storch dig til at slippe tanken og i stedet lade dine øjne glide over skulpturen og ’føle’ på den. Kan du fornemme den knitrende tekstiloverflade og det kølige metal?