Tekst af Ditlev Fejerskov
Fotos: Lasse Dearman
Video: Kavian Borhani

‍

Når jeg kigger på Per Kirkebys murstensskulpturer, får jeg lyst til at stille virkelig mange spørgsmål: Hvorfor står de der? Hvorfor er der et hul lige der? Hvorfor har bygningen den her højde? Jeg ser på dem som arkitekt, og der skal du kunne argumentere for, alt hvad du gør. Det skal du ikke, når du laver kunst. Der kan du gøre, hvad du vil. Du er sat fri. Men når jeg ser på Kirkebys værker, så kolliderer mit begrebsapparat som arkitekt. Og det har sikkert været hans intention. Jeg tror også, at de påvirker folk, som ikke er arkitekter. Når de ser hans fragment af en mur, så vil de da også vide, hvad den skal. Jeg synes virkelig, at værkerne åbner op for en masse spørgsmål, og det gør god kunst jo.
‍

Kirkeby udfordrer den måde, vi normalt kigger på bygninger på. Vi er alle sammen omgivet af arkitektur hele tiden, men det er nok de færreste af os, som stopper op og tænker over, hvad bygningerne egentlig er lavet af, og hvordan de er bygget. Men når vi støder på et murstensbyggeri, som er et kunstværk, og som ikke har en funktion, så bliver vi tvunget til at tænke over, hvad vi synes om den, og reflektere over vores forhold til mursten i det hele taget. Han leger med vores forudindtagende holdninger til byggeri.
‍

Jeg læser også en masse længsel ind i hans værker. En længsel efter et smukt håndværk og det gedigne detaljerede murstensbyggeri, som i 90’erne, da de blev opført, var langt væk. I midten af 90’erne byggede man Idrætsparken om til Parken, som er et kæmpestort kontorbyggeri, der også skal være et stadion – altså, det var en frygtelig tid rent arkitektonisk. Der blev bygget virkelig meget grimt. Og det gik meget hurtigt. Man mistede en masse dyder, og det er de dyder, jeg kan se en længsel efter i Kirkebys værker.
‍

De er blevet bygget på et tidspunkt, hvor det umiddelbart ikke gav mig en mening at ville dyrke mursten. Dengang var man mere optaget af elementbyggeri og beton. I virkeligheden var de et modsvar til tidens mest dominerende byggeri: ” Har I tænkt på, at man også kan gøre sådan her?” har Kirkeby sagt. Og det er rigtigt set af ham. Nu er hans værker pludselig et vidne om, at vi skal tilbage til det gode håndværk og til de fuldmurede huse. På den måde har de i alle årene stået og peget ind i en tid, vi er kommet til nu. Hvilket er meget smukt.

‍

Det er blevet besluttet, at byggeriet skal til at reducere dets CO2-udslip, fordi det i dag står for 40 procent af verdens samlede CO2-udledning – hvilket er meget. Det er især beton, som udleder meget CO2, når den bliver produceret, men det er også mursten og tegl. Man bruger rigtig mange varmegrader, når man skal brænde dem. Men det, som er ved at gå op for folk, er, at hvis man laver et byggeri, som er smukt og robust, for eksempel i mursten, så bliver det ikke revet ned igen, det bliver stående for evigheden. Og det er i virkeligheden det mest bæredygtige, man kan gøre.
‍

De her byggemaskiner, som bygger lejlighedskomplekser i beton med et tyndt lag mursten, skal snart afløses af noget mere bæredygtigt. Og det er gode nyheder for murstensbyggeriet. Der er ved at komme et ønske om at vende tilbage til det gamle håndværk. For så holder man af husene, har man fundet ud af. Så har man ikke lyst til at rive dem ned. Det med at bygge for evigheden og bygge i ordentlige materialer, passer fint med den måde, vi skal til at agere på. 
‍

I sommer var der verdensarkitekturkongres i København, og i den forbindelse lavede man nogle pavilloner rundt omkring i byen, som prøvede at vise nye måde at bygge på. Nede på havnen, gik der nogle murerlærlinge og byggede buede murer i gule mursten. Det er simpelthen fremtiden. Vi skal tilbage til et håndværk, som vi har kendt til i tusinder af år. 
‍

Tilbage til før, der var noget, som hed en arkitekt eller en murer, har man bygget med mursten i Danmark, fordi vi har haft leret i jorden til at lave dem. Murstensbyggeriet har altså altid været dominerende i Danmark, især da man kunne industrialisere og masseproducere stenene. Det kan man se i de danske købsstader, hvor alt er bygget i mursten.
‍

I 60’erne kom betonelementerne, og murstensbyggeriet blev skubbet noget til side, fordi den nye måde at bygge på var langt billigere og hurtigere. I de senere år er man begyndt at beklæde beton med et tyndt lag mursten, fordi vi godt kan lide udtrykket fra mursten. Men når man bare smider sådan et murstenstapet på et hus, så går man glip af murstenenes termiske egenskaber – et hus, der holder på varmen om vinteren, og holder den ude om sommeren. Og vi går glip af et hus, der ånder. Fordi murstenen kommer fra jorden og er et naturmateriale, skaber den et rart indeklima. Vi har i de seneste år lavet mange huse, som er forseglet og har plastik og dampspærre inden i, som gør, at vi sover dårligt, og får ondt i hovedet i at være i bygningen. Det handler om, at vi har lavet huse, der ikke ånder.
‍

Jeg synes, at murstensbyggeri har en særlig stoflighed, et menneskeligt aftryk, som man ikke ser hos for eksempel betonbygninger. Hver mursten har sit eget unikke udtryk. Nogle af dem, har måske fået et sort tilslag, da de blev brændt. Andre har en lidt mørkere farve end dem, de står ved siden af. Når øjet kigger hen over en murstensbygning, så vil bygningen stå og bevæge sig og være lidt urolig. Det synes jeg, er smukt, og det giver en spænding, man som arkitekt gerne vil opnå, når man bygger. Man vil helst skabe levende bygninger – ikke sådan nogle døde klumper. 
‍

I hjernebakken af alle danskere, ligger der murstensbyggerier, vi er måske bare ikke klar over det, fordi vi har vænnet os til, at de er overalt. Der er enormt mange associationer forbundet med mursten hos os alle sammen. Murstensbyggeri vækker følelser, og det er det, som flere og flere arkitekter er begyndt at tappe ind i. 

‍

‍

‍

”Vi er blevet så digitaliserede, at vi savner håndens arbejde. Det er derfor, at folk er begyndt at strikke, arbejde i læder og lave keramik. Det samme gælder for murstensbyggeriet. Det er også håndens arbejde. Du skal have en person, som står og murer den op. Vi har mistet noget, det kan alle mærke, og det prøver vi at finde frem til igen.”

‍

‍

‍

”For mig er Grundtvigskirken en hyldest til murstenen. Kirken består af fem millioner mursten, og det tog næsten 20 år at gøre den færdig. Håndværksmæssigt er det en vanvittig bedrift. Der er noget utroligt smukt mønstermurværk og mange små murede detaljer. Jeg er vild med, at man helt konsekvent har sagt, at det kun er murstenen, man ville bruge til at udtrykke det her fantastiske byggeri og hyldest til Grundtvig. Det er verdensarkitektur, som er kommet ud af det.”