Marie Nipper: Din udstilling på ARKEN spænder over 40 års kunstnerisk praksis. Hvordan ser du selv udviklingen i dit arbejde over de fire årtier?

Anish Kapoor: Min praksis er min daglige virkelighed. Ud af denne praksis opstår og genopstår idéer og temaer. Jeg har tit ytret, at jeg ikke har noget at sige som kunstner. Med det mener jeg, at jeg ikke forsøger at formidle et budskab med mit værk; mit værk er et fysisk medium, hvorigennem jeg udforsker noget, man ikke kan se eller kun halvt aner – den usynlige halvdel, som jeg fornemmer i mig selv. Jeg er overrasket over, at de spørgsmål, der opstår i min praksis, bliver ved med at dukke op og ligger mere eller mindre fast over tid.

MN: Du udfolder denne udforskning i en række forskellige materialer. Kan du fortælle om dit materialevalg, for eksempel dit arbejde med rustfrit stål og pigment?

AK: Et af de spørgsmål, der er opstået, og som jeg har undersøgt gennem min praksis, er det, jeg kalder et non-object (’ikke-objekt’, red). Et objekt, som er et tomrum eller noget, der er mindre end tilstedeværende eller både nærværende og fraværende. Det har jeg undersøgt på mange forskellige måder, blandt andet i pigment, konkavt (indadbuet, red.) rustfrit stål, maling, sten og det sorteste sorte. Spejlende blankpoleret rustfrit stål i konkav form er overraskende og modsætningsfyldt. Det kræver perfektion, og når det lykkes, vender det verden på hovedet og fylder rummet med spejlinger, som både forvirrer øjet og ens fornemmelse for materialiteten. Pigment, på den anden side, er skrøbeligt og flygtigt, kvaliteter, som jeg har forsøgt at arbejde med. Ved den mindste berøring er det ødelagt. Jeg ser disse objekter som isbjerge, der skyder op, mens det meste af objektet er skjult under gulvet eller bag væggen. 

^{Foto: George Darrell}

‍

MN: Descent into Limbo (Nedstigning i limbo, 1992, red.) er et eksempel på et værk, hvor du bruger mørkt pigment. Hvad betyder tomrummet for dig?

‍

AK: Pigmentværkerne, der kredser om tomrummet, fylder rummet med mørke. Det er tomme objekter fulde af mørke. De sorte værker fremstår som firdimensionale objekter. I Renæssancen gjorde man to store opdagelser: perspektivet og folden – stoffets foldning som et tegn på kropslighed. Hvis det sorte materiale placeres på en fold, forsvinder folden og bliver usynlig. Det er dermed min påstand, at det sorte materiale bevæger objektet ud over eksistensen, ud over kroppen og ud i den fjerde dimension. Titlen Descent into Limbo kommer fra Mantegna. I hans maleri står Kristus med en stav i hånden ved nedgangen til en mørk hule. Billedet viser øjeblikket, før han træder ned i hulen. Dante er selvfølgelig til stede.
Mit værk Descent into Limbo er et tomrum i gulvet, som er fyldt med mørke. Det er, som om der ligger et sort tæppe på gulvet. Jeg interesserer mig for spændingsfeltet mellem det tomme og det fulde. Ifølge Kants forståelse af skønhed er det sublime knyttet til glemsel – på afgrundens rand, hvor man falder ud i det uendelige mørke.

MN: Dit værk Memory (Erindring, 2008, red.) er en del af udstillingen. Man er nødt til at bevæge sig rundt om værket – en 24 tons tung tank i cortenstål – for at forstå dets fulde skala og form. Er det en påmindelse om, at vi skal gøre os mere umage for at se?
‍

AK: Nej. Som jeg har sagt, har jeg ikke noget budskab, jeg forsøger ikke at lære nogen noget. Memory er et objekt bestående af to sider, som er adskilt af en væg. På den ene side af væggen befinder sig det store stålobjekt, på den anden side det tomme indre af samme objekt. De to sider er helt ens og fuldstændig forskellige. Den indre del er større end det, der rummer det.

^{Anish Kapoor, Memory, 2008. Foto: David Stjernholm}

‍

MN: Mange af dine værker kræver på en måde, at man oplever dem over længere tid. Hvilken rolle spiller tid for dig?

‍

AK: Tid er en mystisk ting. I poetiske forundringsøjeblikke står tiden stille. Det er det, jeg søger.

‍

MN: Udstillingens stedsspecifikke værker obstruerer ofte den normale gang gennem museet eller ændrer udstillingsrummene – hvordan forholder du dig til den arkitektur, dine værker vises i?

‍

AK: Skulptur handler om rum. Det centrale er ikke blot præsentationen af et objekt, men samspillet mellem objekt og rum. Kroppen er selvfølgelig en implicit del af denne samtale. Med den rette samtale mellem objekt og arkitektur kan der opstå en poetisk resonans. Sommetider kræver det, at man bryder rummet op eller griber ind i det.

‍

MN: Dine værker ser ud til at bevæge sig frit mellem religiøse, mytologiske og intellektuelle traditioner. Hvilken rolle spiller religion eller spiritualitet i dit arbejde?

AK: Jeg tror ikke, man kan sætte sig for at skabe noget spirituelt. Som den store digter Paul Celan (1920-1970, red.) sagde: ”Et dårligt digt er et, der hensynker i mening.” Hensynker i mening … Stor kunst svæver i rummet mellem det meningsfulde og det meningsløse. Når denne forudsætning er til stede, opstår kunsten og, tør jeg godt sige, det spirituelle: det mystiske rum, som består af det uerkendte eller fornemmelser.
Universet er todelt: lys og mørke, inde og ude, mandligt og kvindeligt. Det er den virkelighed, vi har opbygget vores moralske univers omkring. Som jeg ser det, er det på grund af denne moralske dualitet, som altid er i vores bevidsthed, at vi mennesker uundgåeligt har religiøse tilbøjeligheder. Vi er religiøse væsener. Videnskaben kan ikke fortælle os ret meget om bevidsthed og giver os ingen svar på spørgsmål som ”Hvor var jeg, før jeg blev født?” eller ”Hvor skal jeg hen, når jeg dør?”. I poesien og kunsten kan vi spekulere over bevidstheden og de store spørgsmål om livet og døden, som vi ikke må vige tilbage fra. Det er ikke videnshandlinger, det er handlinger, som er knyttet til gamle kulturelle traditioner og intuitive spekulationer – poetiske handlinger.

^{Anish Kapoor, Memory, 2008. Foto: David Stjernholm}

‍

Anish Kapoor blev interviewet af Marie Nipper, direktør for ARKEN, i februar 2024.

‍

Se Anish Kapoor's udstilling UNSEEN

Læs mere om Anish Kapoor