‍

Da jeg var 12 år, købte jeg et skateboard. Ikke for at stå på det, men for at gå rundt med det. Jeg bar det med et hjul mellem de midterste fingre, så det hang ned ad siden. Jeg sad tit på det nede ved ramperne i den lokale skaterpark og kiggede på de store drenge, der fløj rundt. Op og ned for at tage afsæt og blive vægtløse i få sekunder. Alt det arbejde for blot at kunne flyve i et øjeblik. Det var fascinerende. Jeg var ikke en del af det, jeg kiggede bare på. Måske var jeg for doven eller for forsigtig. Måske interesserede det mig mere at opleve det som et filmset. Jeg kendte det hele fra fjernsynet. Skaterramperne var kulisser i de musikvideoer, jeg godt kunne lide. Avril Lavignes ’Skaterboy’ var lyden af min barndom. Jeg elskede at kigge på scenariet. En bølgende arkitektur med tempo. Farverne fra graffitien og klistermærkerne, som smeltede sammen med printet på tøjet. Jeg købte også spraydåser. Mest fordi jeg godt kunne lide lyden af, at de raslede, når jeg gik.

Jeg er barn af 90’erne. I børnehaven legede vi med Diddl-bamser i puderummet, mens Toy-Box hamrede ud af højttalerne. Vi vidste ikke, at alt vi lyttede til, handlede om sex. Det er også heftigt at vokse op med det, som sin primære reference. I folkeskolen spillede vi med Jojo’s, og vi byttede Pokemonkort i frikvarteret. Jeg hoppede med på hver eneste af de dominerende diller. Det gjorde alle. Der var listen af trends, som kom og gik. Det kørte derudad. Al leg handlede om at forbruge. Og legetøjet fungerede som en valuta. Alle så de samme tegnefilm. Disney dominerede. De hyperbrandede billeder, vi blev eksponeret for hele tiden. Ultrakapitaliserede. Alle hørte den samme musik. MTV og Boogielisten. Populærkultur var ikke noget, der skete, der fandtes ikke andet.

^{Foto: Lasse Dearman}

‍
Min smag er påvirket af alle de billeder, som har været tilgængelig i mit liv. Og derfor tror jeg, at hierarkiet mellem den gode smag og kitsch ikke findes for mig. Jeg har en stor kærlighed til pop. Kunstnere har altid udfordret den gode smag, men for mig handler det ikke om at udfordre den. Det er sådan, jeg forstår verden. Den er ikke-hierarkisk i forhold til æstetik. Jeg kan finde lige så mange kvaliteter i en forfalden tivolifigur, som jeg kan i en antik skulptur. Jeg ser billederne som information. Jeg har ikke travlt med at vurdere dem.

I min billedkunstneriske praksis opfinder jeg sjældent nye billeder, jeg manipulerer i højere grad billeder, der findes i verden i forvejen. Og jeg er særligt glad for at bruge billeder, der er genkendelige for mange mennesker. Jeg bruger typisk symboler eller figurer, der er brandet. Til min udstilling Hardcore Freedom på Copenhagen Contemporary i 2020 var logoet til udstillingen Klokkeblomst fra Peter Pan, der var skaleret op til et fem gange fem meter stort neonskilt. Jeg har også lavet skulpturserier med Diddl- og Jojo’s-figurer. Jeg kan finde inspiration i gamle modemagasiner og i en Netflix-serie. På den måde remixer jeg de billedstrømme, som findes i vores samfund.

Det har altid været den måde, det er faldet mig mest naturligt at arbejde på. Mine performances er også en leg med eksisterende billeder. De handler altid om at skabe scenarier, og så opløse dem. Om det er et modeshow, en evakuering eller en ildebrand. Det er nogle sociale settings, som eksisterer, og som jeg iscenesætter på en anden måde. Det er nok sådan, jeg selv forstår verden. Jeg har ikke en stærk tro på kunstneren som et geni, der skaber billeder, som skal sige et eller andet bestemt om vores samtid. Den kunstnerrolle, jeg kan indtage, handler om at dvæle ved det eksisterende og forsøge at forstå det på en ny måde. Jeg prøver ikke at opfinde noget nyt, for det mener jeg ikke, er muligt. Jeg tror ikke på originalitet i sin reneste forstand – at du kommer med noget nyt. For mig er alt en række af reaktioner på noget bestående. Med andre ord: alt er relationelt.

Jeg tror og håber på, at kunst kan udvide horisonter. Ved at dele mine tanker om det, vi alle kigger på, deler jeg også mit perspektiv. Du kommer ikke til at se verden, som jeg gør, men jeg kan forsøge at formidle, hvordan jeg oplever den, og så kan det være, du forstår det. Og igennem den interaktion vil begge vores virkeligheder forhåbentlig blive større.

^{Foto: Lasse Dearman}

Nu har jeg gået ARKENs samling igennem for at kuratere min kommende udstilling på museet. Jeg husker tydeligt mit første besøg på ARKEN. Jeg var 15 år og genkendte mit liv i mange af værkerne. De lignende den verden, jeg var vokset op i. Damien Hirsts sommerfuglemalerier, Wolfgang Tillmans fotografi af grøntsager og cigaretskodder, Micha Kleins Crystal Powder from God. Det var kunst, som lånte fra 90’erne og 00’ernes populærkultur: magasinforsider, cd-covers og musikvideoer. Jeg vil dele, hvordan jeg ser værkerne. Dele den kærlighed, jeg har til dem. Det er ikke en uproblematisk kærlighed. Jeg tror godt, man kan elske ting og stadig være kritisk over for dem. Jeg håber, at det vil skinne igennem, at jeg har et ret personligt forhold til værkerne.

Der er ikke et overordnet tema, som binder værkerne sammen, det handler om, hvordan jeg ser og oplever dem. Og hvis jeg kan videregive det, kan det forhåbentligt skabe en samtale om, hvordan vi opfatter billeder, og hvordan de også kan ændre betydning på en positiv måde. Vi kan ikke udstille billeder, som noget statisk, konteksten og den virkelighed, vi lever i, vil altid påvirke, hvordan vi opfatter eksisterende billeder. Det har verden givet klart udtryk for de seneste år, hvor man har væltet monumenter og forsøgt at skabe en debat om de billeder, som vi tager forgivet, vi omgiver os med.

Det er ikke fordi mit projekt er lige så politisk eller aktivistisk, men jeg har lyst til at tale om ARKENs billeder på en ny måde. Jeg synes, at vi skal kigge på dem igen. Prøve at forstå os selv ud fra dem. Ikke som vi var, da de blev skabt, men som vi er i dag. For at kunne se frem ad.

For en kunstinstitution som ARKEN, som på mange måder går ind i et nyt kapitel, tror jeg, at det er et godt udgangspunkt at starte med at kigge på det, som allerede er, fordi vi jo altid står på skuldrene af det, som kom før os selv. Det er måske også derfor, jeg har et nært forhold til samlingen, fordi min billedkunstpraksis står på skuldrene af rigtig mange af værkerne, og det elsker jeg dem for.

‍

Seks værker fra BUTTERFLY! på ARKEN

‍

Micha Klein, Crystal Powder from God (2000)

Når jeg kigger på Micha Kleins værk Crystal Powder from God, tænker jeg på den populærkultur, som dominerede i min opvækst. De seks personer på billedet ligger nøgne på et pelstæppe i et 3D-animeret landskab af symboler og en regnbue. De har overstylet og futuristisk hår og makeup, som klart låner referencer fra sci fi-film. Sådan så alle ud i den populære tv-serie The Tribe, som jeg så flittigt som barn.

‍

I det her billede og i 90’erne og starten af 00’erne var der en tydelig optimisme for sex, fremtid og teknologi, som er svær at have i dag, fordi vi kender til bagsiden af den teknologiske udvikling, klimaproblemer og krige og konflikter. Den optimisme, som opstod efter murens fald, smittede af op gennem 90’erne og blev til en tro på frihed, som jeg synes er tydelig i 90’ernes populærkultur, men som er sværere at elske i dag, men måske er nem at have nostalgi til, fordi det føles som en lettere tid. Der er i hvert fald meget i vores samtid, der trækker tråde tilbage til 90’erne. Måske fordi man ønsker at genfinde noget af den samme optimisme.

‍

Kleins værk siger måske noget om, hvordan der skete et skred op gennem 90’erne, hvor man havde været igennem institutionskritikken. Man havde opløst ideen om kunstværket som et objekt, og man begyndte at anskue verden som potentielle kunstværker, og det kom blandt andet til udtryk ved, at reklamer også kunne anses som kunstværker. Det var post pop-art. Post Andy Warhol, som fik os til at kigge på reklamebilledet som kunst. Man blev i højere grad interesseret i, om det var et billede, man blev fanget af. Det er først, når du er kommet til den erkendelse, at du kan lave et værk som Kleins. Værket er kæmpestort og trykt på noget glas, som gør det ret shiny. Det ligner næsten et billboard eller en magasinforside eller et pladecover. Det er som om, det prøver at sælge os noget. Det er uden tvivl billedkunst, som benytter sig af strategier, som tilhører en mere kommerciel praksis.

‍

Sophie Calle, Mother (1990)

Helt instinktivt kan jeg godt lide åbenheden i fotografiet, som forestiller en gravsten, hvorpå der står ’Mother’. Alle har en mor. Jeg er vild med enkeltheden i det. Der er grus og en gravsten. Det kan være alles mor, som ligger begravet. Havde der stået et navn og et årstal på stenen, ville det pege på en bestemt fortælling, men åbenheden i motivet, gør det spændende at kigge på. En mor er udgangspunktet for al liv. Værket vækker vores minder, og sætter vores egen historie på spil.

‍

Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen, Engangssprøjte (1996)

Den megastore kanyle, som Brinch og Plenge har skabt, har oprindeligt hængt på Ingerslevsgade og fungeret som en udsmykning i det offentlige rum. Jeg kan godt lide processen med at tage et objekt, der dominerer i et bestemt område, og så blæse det op i stedet for at gemme det væk. Det er en insisteren på, at man skal kigge på det og tale om, hvad symbolet indeholder. Jeg tænker på Vesterbro, stoffer og medicin. Og nu, i kontekst af den tid, vi lever i, falder mine tanker mere på vaccine, fordi vi alle sammen lige er blevet kampvaccineret på grund af corona. Men jeg funderer også over, at der aldrig har været flere narkomaner i verden, end der er nu. En kanyles indhold får os både til at overleve og slår os ihjel. Forbrug og misbrug på samme tid. Overlevelse og død.

‍

Sarah Lucas, Beer Can Penis (2000)

Sarah Lucas’ skulptur minder mig om noget, jeg kunne have fundet på dansegulvet efter en fest. Den er lavet af to krøllede øldåser og er med i udstillingen, fordi det er en virkelig flot skulptur. Der er noget interessant ved at lave en oprejst fallos i noget så forgængeligt som en krøllet øldåse. Jeg kan også godt lide, at hun bruger et helt traditionelt skulpturgreb, hvor man tager en form og støber den én til én i metal.

‍

Wolgang Tillmans, Last Still Life, New York (1995)

Wolfgang Tillmans har været afgørende for måden, vi forstår fotografi på i dag. Især i forhold til den her 'point and shoot' tilgang til at fotografere. Hans fotostil har i høj grad påvirket, hvordan mode- og kulturmagasiner ser ud i dag. Hele den måde hverdagslivet bliver skildret meget naturligt og mindre styret på. Det nære og beskidte. Med vasketøj og i det her tilfælde cigaretskodder.

‍

Esben Weile Kjær, BUTTERFLY! (2023)

BUTTERFLY! bliver udstillingens logo og er en skulptur, der forestiller en sommerfugl med ørnekløer. Inspirationen kommer fra to nøgleringe, jeg havde i mit nøglebundt som teenager. Jeg samlede på nøgleringe og havde flere hundrede hjemme på mit værelse, men det var altid de samme to, jeg brugte. En sommerfugl og en ørn. Sådan nogle billige metalafstøbninger. Det er dem, jeg har 'merget' i skulpturen, som har dødsmetal-makeup og er malet i emu-farver: sort, grå og lidt pastel. Den har hugtænder. Sommerfuglen bliver tit præsenteret som passiv og skrøbelig, men min er stor og aggressiv. Den ser rimelig manisk ud. Det er en to meter høj bronzeskulptur, der insisterer på sin egen eksistens. Samtidigt er motivet noget, du nok ville smide væk ret hurtigt. Som en lille klam nøglering, en ven har købt med hjem fra Red Light District.

‍

Jeg forestiller mig, at skulpturen er en maskot for et fiktivt sted, som også hedder BUTTERFLY! Det kunne være en forladt skater- eller forlystelsespark, hvor der er malet med graffiti. Et mødested. Som en scene i en Gregg Araki-film. Jeg har noget med forladte parker. Som barn elskede jeg at klatre over hegnet ind til det lokale tivoli, når der var lukket efter sommersæsonen. Jeg syntes, de slukkede forlystelser var smukke, især i solnedgang. Når solens rødlige lys ramte glasset og de pærer, som forlystelserne var pyntet med, så stod alle maskinerne og glimtede. I mørket fornemmede jeg, at der ville ske noget nyt.

‍

Læs evt. også BUTTERFLY! Et essay af Esben Weile Kjær.

‍

Om Esben Weile Kjær

Esben Weile Kjær (f. 1992) dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2022. Han har desuden en baggrund som DJ og en uddannelse i Music Management fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. I sine performances, installationer og skulpturer undersøger han sin egen generations identitetsdannelse og populærkulturen og teknologiens rolle for oplevelsen af fællesskab og frihed.

‍

Esben Weile Kjær har haft flere soloudstillinger, blandt andet på Kunstforeningen GL STRAND og på Copenhagen Contemporary og har vist sine værker internationalt på Museum Tinguely i Basel, Centre Pompidou i Paris og Berghain i Berlin. Weile Kjær har senest været aktuel i gruppeudstillingen ’En Anden Surrealisme’ på Den Frie i København og med installationen HYPER! på BFI i Miami. I 2022 modtog han Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats talentpris.

^{Foto: Lasse Dearman}