Med udstillinger på gallerier og museer rundt i hele verden slog Jeppe Hein i slutningen af 00’erne sit navn fast som en ny stjerne på den internationale kunstscene. Heins oprindelige afsæt var malerier, men han er i dag kendt for sine store installationer og skulpturer, der ligger i grænselandet mellem kunst og arkitektur.
.webp)
Spejle, bænke, bure og lygtepæle. Jeppe Heins værker inviterer til interaktion med deres omgivelser i en legende og idealistisk gestus om, at kunst skal kunne flytte mennesker og verden. I mødet med Heins værk får man som beskuer oplevelsen af, at man selv former sin verden.
”Vi bygger jo alle sammen et skjold eller en mur op om os, fordi vi er så bange for at vise vores sårbarhed, vores følelser, og hvem vi i virkeligheden er. Og der tror jeg, at kunst kan være et sprog. For kunst er jo ikke sprogligt. Det er noget følelsesmæssigt, noget man oplever,” sagde Jeppe Hein i podcasten ’ARKEN Stories’ i 2021.
Legen og deltagelsen i værket er omdrejningspunktet for Jeppe Hein. Han arbejder i et krydsfelt mellem skulptur, arkitektur, installation og design. Med enkle former og overraskende midler aktiverer han beskueren, når man træder ind i en installation eller oplever en skulptur. Et springvand, der tænder og slukker omkring dig. En kugle, der triller efter dig, når du går rundt. Eller en bænk, der i sin formgivning skaber helt nye måder at sidde, ligge, møde andre eller se og blive set på.
I Jeppe Heins ’Cage and Mirror’ træder du ind i et stort, elegant bur af kurvede ståltremmer. I burets indre hænger et spejl, hvori du kan betragte dig selv, andre mennesker og omgivelserne i takt med, at spejlet roterer med vinden. Omgivelserne drejer omkring din krop i forskellige tempi afhængigt af vindforholdene; som svimlende, flygtige glimt eller langsomt og roligt. I stedet for at spærre dig inde sætter buret dit blik fri og giver dig en foranderlig oplevelse af din egen tilstedeværelse i landskabet omkring dig.
“Når vi spejler os, leger vi med oplevelsen af os selv og rummet. Værket bliver et middel, og dialogen med det er målet. Det er deltagelsen, der er vigtig.”
Jeppe Hein er uddannet tømrer, og da han var yngre, troede han, at han skulle være fodboldspiller. En tidlig morgen efter en bytur, hvor han gik hjem og satte Led Zeppelin på anlægget, fik han en åbenbaring, da han malede sin første akvarel. Han skulle være kunstner.
”Det, der skete var, at jeg pludselig fik nogle følelser ud på det der papir. Et sprog, som jeg aldrig nogensinde havde prøvet før. Jeg blev simpelthen så høj af følelsesmæssigt at få hul på det, jeg måske skulle gøre i mit liv. Jeg blev så glad og hoppede i byen igen og var der resten af natten.”
Jeppe Hein blev nogle år senere ansat af ARKEN til at hjælpe dem med at stille deres udstillinger op, og en dag mødte han Olafur Eliasson, som skulle udstille på museet. Hvis Eliasson kunne bruge hans hjælp, så måtte han bare ringe, sagde Hein. Og det gjorde den islandske kunstner. Ikke så længe efter blev Hein ansat som assistent for Eliasson, som på det tidspunkt var på vej mod kunstverdenens stjernehimmel.
Men Hein ville også skabe sine egne værker og blev optaget på Kunstakademiet i København i 1997. Kort efter afgangen ville hele verden have Heins kunst – i sådan grad, at han til sidst ikke kunne følge med efterspørgslen. Og han blev slidt ned af at rejse flere gange rundt om jorden hver måned til åbninger på gallerier og museer og holde foredrag, møder og deltage i interviews. Under en flyvetur i 2009 fik han sit første og mest voldsomme angstanfald.
"Det var kunstneren, der var ved at blive verdensberømt og kunne det hele, fuld fart frem, party, fitness og alt muligt, og så var det bare GA-BANG, så sad han på sit værelse og prøvede at ånde og lavede akvareller. Jeg trak stikket i to år,” sagde Jeppe Hein i et interview med Dossier i 2019.
At finde ro gennem yoga og meditation og at sanse indersiden af det at være menneske har optaget Jeppe Hein meget de seneste år. Et tilbagevendende værk er hans ’Breathe with me’-akvareller, hvor han maler sit eget åndedrag med blå vandfarve. I dag arbejder Hein fortsat i sit studie inde midt i Berlin, hvor han har over 25 ansatte, men han har også fået et skovatelier uden for Berlin, hvor han bruger tiden alene på mindfulness og på at bevare glæden i at skabe kunst.
”Nu ved jeg, at jeg har tusindvis – næsten – af kunstværker hængende rundt omkring i verden, som kommunikerer med folk. Der er vandpavilloner, hvor der løber glade mennesker gennem vandstrålerne i Aalborg, New York og Amsterdam. Det er derfor, jeg gør det – min opgave er at skabe livsglæde og mere empati i verden. Det er meget banalt, men det er egentlig det, det hele handler om. Mere kærlighed. Det må du gerne skrive med store bogstaver: KÆRLIGHED,” sagde Jeppe Hein i et interview med Politiken i 2018.
Jeppe Hein:
Kilder:
Ellie Jokar, ”ARKEN Stories”, Heartbeats og ARKEN, 16. november 2021
Bo Søndergaard, ” Jeppe Hein er et verdensnavn: Men er han genial eller banal?”, Politiken, Kultur, 13. oktober 2018.
Annelise Hartmann Eskesen, ”Jeppe Hein om at finde ro”, Dossier, nr. 11, februar 2019.
.webp)
1212.jpg)
