Olafur Eliasson blev født i 1967. Han voksede op i København med islandske forældre, der var rejst til Danmark et år tidligere på søgen efter arbejde. Hans mor lavede tøj, og hans far var en kok, der stammede fra en kunstnerisk familie og selv malede med akvareller og tegnede. Efter forældrenes skilsmisse, da Eliasson var kun 8 år gammel, vendte faren tilbage til Reykjavik, og da den unge Eliasson kun sjældent så ham, ville han altid, når de sås, forsøge at imponere sin kunstinteresserede far med sine mere og mere ambitiøse tegninger. Adskillige år senere var det også på Island, i 1987, efter faren var blevet indlagt, og den nu 20-årige Eliasson var rejst dertil for at hjælpe med at tage sig af sin yngre halvsøster, at han traf beslutningen om at søge ind på Kunstakademiet i København.

Han blev optaget, og fra 1989 til 1995 studerede Eliasson i København, hvorefter han flyttede til Berlin. Her stiftede han Studio Olafur Eliasson i en bygning, der tidligere havde huset et bryggeri. Det var også netop i Berlin, at den islandsk-danske kunstner for første gang opnåede international opmærksomhed med sit værk Green river (1998). Ved at hælde en vandopløselig, ikke-giftig farve, der til daglig bliver brugt til at undersøge undervandstrømme, i floden Spree under Berlin Biennalen farvede Eliasson floden grøn uden varsel: et værk han senere hen ville gentage, igen uden varsel, flere forskellige steder i verden, bl.a. i Los Angeles (1999) og Stockholm (2000).

Eliasson har i det hele taget for vane at arbejde på en kæmpe skala og med et væld af kunstneriske tilgange og værktøjer, ligesom han er kendt for sit arbejde med og brug af grundlæggende elementer som vand, luft, lys og temperatur. Dette blev især tydeligt med Eliassons måske mest ikoniske og internationalt berømte værk, The weather project på Tate Modern, hvor han i 2003 i museets berømte turbinehal med en stor rund skærm, et gigantisk spejl-loft og en kunstig dis skabte sin egen sol. Et værk han skabte i det selvsamme år, som han repræsenterede Danmark på Biennalen i Venedig. Floder har faktisk også været et tilbagevendende motiv i hans kunst, hvilket især kunne ses i udstillingen Riverbed på Louisiana i 2014. Med værket, der var skabt specifikt til museets ene fløj, fyldte han de tomme udstillingslokaler med mere end 180 tons vulkansten og klippestykker og lod et snævert vandløb flyde igennem det grå, barske landskab, som museumsgæsten frit kunne finde sin egen vej rundt i.

Eliassons værker befinder sig ofte ude i det offentlige rum – som fx de farvede floder eller hans fire vandfald i New Yorks havn – hvor de søger at skabe opmærksomhed og samfundsdebat om vigtige, aktuelle emner såsom klima, bæredygtighed, økologi, mad, arkitektur og oplevelsesøkonomi. Selv sagde Olafur Eliasson i 2015 til The Guardian om sin tilgang: ”Du får en idé… en intuition, en fornemmelse, en ubevidst ting. Den kommer i mange versioner, men når den gør, er det sommetider bedre at gå tilbage og spørge sig selv, hvor den kom fra, i stedet for straks at spørge sig selv, hvor den er på vej hen. Hvis du ved, hvor den kom fra, ved du måske, hvorfor du har fået den, og når du ved hvorfor, så er det lettere at forstå den. Blyanten eller penslen: de er bare værktøjer.”

Den dag i dag er mere end 100 ansatte tilknyttet Studio Olafur Eliasson i Berlin. Iblandt disse medarbejdere finder man fx kunstnere, teknikere, arkitekter, arkivister, kunsthistorikere og mange flere, ligesom han bl.a. samarbejder med forskere og politiske beslutningstagere. Udover sine berømte kunstværker har Eliasson også gjort sig bemærket med op til flere arkitektoniske værker. Herhjemme i Danmark har han stået bag kendte bygningsværker som Cirkelbroen i København, bygningen Fjordenhus i Vejle Havn og Your rainbow panorama på toppen af ARoS i Aarhus. Og oveni alle de mange projekter med Studio Olafur Eliasson har han endda i mange år undervist i kunst. Først i rollen som professor på Berlins kunstakademi, Akademie der Künste, fra 2009 til 2014, og siden 2014 som adjungeret professor på Alle School of Fine Arts and Design i Addis Ababa, Etiopien. I 2019 blev Eliasson desuden udnævnt som FN Goodwill Ambassador for vedvarende energi og klimahandling.

Trods den store internationale succes og brede anerkendelse har den islandsk-danske kunstner, i dag 57 år gammel, dog på ingen måde skruet ned for tempoet. Evigt produktiv udstiller han i skrivende stund på Singapore Art Museum med udstillinge Your curious journey (10.05.2024 – 22.09.2024) samt på Istanbul Modern med udstillingen Your unexpected encounter (07.06.2024 – 09.02.2025).

‍

‍

^{Olafur Eliasson, 8900054, 1996}

‍

‍

Her på museet kan du opleve værket 8900054, 1996, af Olafur Eliasson i Skulpturparken.
Inden længe kan du også opleve en udstilling af en tidligere elev af Olafur Eliasson, nemlig Solarstalgia (28.11.2024 – 20.04.2025) af den fransk-schweiziske kunstner Julian Charrière.
Du kan læse meget mere om udstillingen Solarstalgia af Julian Charrière her.
Du kan også læse mere om den højaktuelle fransk-schweiziske kunstner Julian Charrière her.

‍

Olafur Eliasson:

Født 5. februar 1967 i København, Danmark. Bor og arbejder i Berlin og København.
Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1989 til 1995.
Stiftede Olafur Eliasson Studio i Berlin i 1995.
Modtog the 3rd Benesse Prize i 1999.
Repræsenterede Danmark på Venedigbiennalen i 2003.
Udstillede The weather project i Turbinehallen på Tate Modern i 2003.
Designede Serpentine Gallery Pavillon, London, i samarbejde med arkitekt Kjetil Thorsen i 2007.
Modtog Joan Miro-prisen i 2007.
Blev professor ved Akademie der Künste i Berlin fra 2009-2014.
Modtog the European Union Prize for Contemporary Architecture-Mies van der Rohe Prize for udsmykningen af Harpa Reykjavik Koncerthal sammen med Henning Larsen Architects i 2013.
Modtog Wolf Prize in Painting and Sculpture i 2014.
Modtog Eugene McDermott Award in the Arts på MIT i 2014.
Blev adjungeret professor ved Alle School of Fine Arts and Design i Addis Ababa, Etiopien i 2014.
Udnævnt til FN Goodwill Ambassador i 2019.

Kilder:

Rachel Cooke, ”Olafur Eliasson: I am not special”, The Guardian, The Observer, 21. juni 2015.
Mark Godfrey, “Yes, But Why? — Olafur Eliasson’s impact explained by Tate curator Mark Godfrey The Talks”, WEPRESENT, 17. april 2019.
Julie Hjerl Hansen, “Da Olafur Eliasson blev en superstar”, Information, Kultur, 18. oktober 2008.
Travis Jeppesen, ”Olafur Eliasson”, Artforum, Januar 2015.
Studio Olafur Eliasson