Frederik Næblerød (f. 1988) bukker sig ned over to store lærreder, der ligger fladt på gulvet sammen med fem mindre lærreder i forskellige størrelser. Næblerød går fra lærred til lærred, bøjer sig over dem, slynger malingen på direkte fra spanden, bruger hænder og fingre. I hjørnet af det store atelier, der ligger i en nedlagt industribygning i Københavns Sydhavn, står en keramisk ovn og brænder lydløst, mens tonerne fra et psykedelisk rocknummer fra 1970’erne af den iranske musiker Kourosh Yaghmaei (f. 1946) strømmer ud af højttalerne som et vibrerende lydtapet af romantisk, mellemøstlig melankoli. Klokken er 23.45, året er 2022, og det er fredag. Næblerød retter sin opmærksomhed mod to lærreder på hver 240 x 200 centimeter. Tilsammen udgør de ét stort maleri, der ligger på gulvet som en delvist bemalet flade. Om blot to dage vil en lastbil dreje om hjørnet til atelieret for at transportere værket de cirka 1.200 kilometer gennem Danmark, Tyskland og Polen til Tjekkiet, hvor det skal udstilles. 
‍

Siden Næblerød debuterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2018, har han udviklet sig eksplosivt, og i dag er han blandt de mest eksponerede kunstnere i Danmark. Hans arbejde og personlighed er blandt andet blevet belyst i tv-programmet Kunstnerkolonien (2020) og reality-dokumentaren Ufortyndet (2021), hvor hans liv og kunstneriske udfoldelser er dokumenteret og iscenesat. Men Næblerøds berømmelse bunder også i hans profil på det sociale medie Instagram, hvor han med videoer og billeder beriger sine følgere med en blanding af musik, atelierstemning, lange køreture, socialiseren i højt tempo, resolutte, arbejdende hænder i ler, maling i spandevis, lærreder, god vin og et inspirerende flow, der er hektisk, ungt, romantisk og svimlende. Tilsammen udgør det en selvbiografisk fortælling om en kunstner, der kører på et sjældent brændstof, som kun de færreste er i besiddelse af, og som kan få ham til at nå stjernerne eller eksplodere.

‍

UD AF ATELIERET

Frederik Næblerød har en baggrund i street art- og graffitimiljøet, og selvom han i dag er forholdsvis traditionel i sit valg af medier – maleri, akvarel, blyant, tusch, ler og bronze – har han integreret gadekunstens letaflæselige formsprog i sit udtryk. Han har de seneste år bevæget sig fra såkaldt action painting – eller aktionsmaleri – med lakmaling til oliemaleri med pensler og fingre. Leret er stadig blandt de foretrukne materialer, men i sommeren 2024 præsenterede Næblerød sin første serie af bronzeskulpturer på Alice Folker Gallery i København. Ligesom Næblerøds lerskulpturer er bronzeværkerne karakterfulde, punkede, humoristiske, organiske og spontane i deres udtryk. 

‍

Som det også er tilfældet med maleriet, er der noget selvfølgeligt, legende og let over Næblerøds arbejde med leret, og kunsten synes at udspringe fra og blomstre omkring ham som det mest naturlige i verden. Den vokser ikke frem i skematiske, gennemtænkte strukturer, serier og temaer, men dukker snarere spontant op som perler på en snor, hvor hans karakteristiske stil er fællesnævneren, og ikke idéen om et særligt spor eller serie, der skal udforskes og følges. Næblerød er derfor også enormt produktiv, og selvom han med udstillinger på Horsens Kunstmuseum og Vejle Kunstmuseum i 2022, Gl. Holtegaard i Nordsjælland i 2023 og Skovgaard Museet i Viborg i 2024 har haft hænderne fulde af projekter, har han, sammen med blandt andre kunstneren Casper Aguila Christoffersen (f. 1985), arbejdet kunsten ud i virkeligheden, væk fra kunstmarkedet og museerne og derud, hvor den eksisterer for sin egen og de lokales skyld.

I akademitiden fra 2015 til 2016 transformerede de to kunstnere et forladt sommerhus på stranden i Korshage ved Rørvig til ét stort kunstværk. Der var også bondegårdsprojektet There Is a farm in Vig, hvor makkerparret fra 2018 til 2020 forvandlede en forladt landejendom til et helstøbt kunstværk, og endelig projektet Places Like This i 2024, hvor de overtog en nedlukket skole i Odsherred og med hjælp fra lokale institutioner og firmaer opbyggede en stedsspecifik totalinstallation, som offentligheden senere kunne besøge. Et lignende fænomen så man hos den internationale Cobra-bevægelse fra 1948 til 1952, hvis kunstnere, når de mødtes på deres såkaldte konferencer, havde for vane at totaludsmykke de lokaler, konferencen blev afholdt i. Interiøret i kunstneren Erik Nyholms (1911-1990) hus ved Hørbylunde nær Silkeborg er et godt eksempel på resultatet af en sådan konference. Det samme er Frederiksholmhytten, eller ’Arkitekternes weekendhytte’, i Bregnerød ved Farum, opført af og til studerende ved Arkitektskolen, hvor Cobra-bevægelsen også tilbragte en weekend i 1949 med en udsmykning af vægge og lofter som resultat. I modsætning til for eksempel Asger Jorn (1914-1973) og de andre Cobra-kunstnere arbejder Næblerød ikke i en klart defineret gruppering, men hans tilgang til kunsten ligner kongstanken hos Cobra-bevægelsen. Hos dem var kunsten noget, der flyder ud af atelieret, museerne og samlerhjemmene og ud, hvor livet leves, og hvor den slides og forgår.

‍

ET FORUNDERLIGT LANDSKAB

Tilbage i atelieret griber Næblerød en metalspand med industriel lakmaling. ”Jeg er helt vild med denne her farve,” siger han, idet han kaster malingen ud over lærredet. Den sandgule, som han har købt fra et større restparti af farveprøver i et byggemarked, eksploderer som et slag i den blå. Næblerød stiller spanden fra sig, så den efterlader en ring af maling på klinkegulvet, og smører det tykke, flydende farvelag ud mod lærredets kanter. Genkendelige former fremkaldes: en arm, en fod, en sko, et dyr, for igen at udviskes og trække sig sammen til en ny form: en enhjørning, en ubåd, en ulv. Næblerød spytter ned i en rød klat, så malingen fortyndes i midten. Han kigger op, mens han udbryder: ”Se, den har et øje!” Langsomt vokser væsnet frem, et langbenet dyr med krumme kløer, sort mule og rød mave bag tydelige ribben.

‍

Den jødiske maler Chaïm Soutine (1893-1943) fra den såkaldte Pariserskole skabte maleriet Slagtet okse i 1925 som en parafrase over Rembrandts (1606-1669) verdenskendte Den slagtede okse fra 1655. Soutine arbejdede med en farvepalet, der i påfaldende grad finder genklang i Næblerøds maleri, men hvor Soutines slagtede okse er udspændt foran changerende blåt draperi, samler malingen sig omkring Næblerøds dyr som en inddæmmende, hudnær dyne. Den fordeler sig i kemiske erosioner af farve og definerer et forunderligt landskab, en død havbund eller et astronomisk fænomen. De yderste lag tørrer først og indkapsler lommer af våd maling, der undertiden brister og flyder over i nye detaljer, før de størkner. Den irskfødte maler Francis Bacon (1909-1992) var måske bekendt med Soutines maleri, da han i 1954 malede Figure with Meat. Igen var afsættet Rembrandts mesterlige maleri, som Bacon parafraserede og kombinerede med den spanske Diego Velázquez’ (1599-1660) portræt af Pave Innocens X fra 1650. Ser man bort fra Bacons neobarokke, altopslugende og skrækindjagende mørke, optræder der igen et lignende farvespil mellem den røde farve i dyrets blottede kød og den blå. Omend klædt i den hellige ultramarinblå fremstår Bacons præst uhyre diabolsk. I en positur, der er rettet direkte mod den, der ser på maleriet, løber blodet fra den opsprættede, ophængte okse ned over præstens ansigt, mens dyrekroppens ribben danner fjerdragten på to prægtige vinger. Bacons bizarre engel er ikke kun en kommentar til den katolske kirke, men også til kunstens nogle gange selvtilstrækkelige højtidelighed.

‍

GLUBSKE HUNDE OG DOMMEDAGSSOLE

Frederik Næblerød rejser de to lærreder op og bærer dem ud til porten, så han kan overskue dem på afstand, og dér, i lyset fra atelieret og i den isnende oktobervind, brister den tynde indtørrede hinde over den røde klat, der danner dyrets øje, så malingen løber ned over dets kind. Tre dage senere, da værket er nået frem til udstillingsdestinationen, Telegraph Gallery i Olomouc, Tjekkiet, springer endnu en lomme af maling nederst umiddelbart til venstre for maleriets midte. Den klumpede masse bevæger sig langsomt ned ad lærredet, før den omsider tørrer ind blot få centimeter fra lærredets nederste kant.Dyrets hale svirper og skaber dynamisk uro omkring den statiske figur og giver associationer til den amerikanske abstrakte ekspressionist Jackson Pollocks (1912-1956) action painting med titlen Black over Yellow fra 1950. Her har Pollock i vanlig stil slynget maling i lange spor, der tilsammen danner et hvirvlende virvar, en tornado af bevægelse.
‍

Næblerøds malerier er i familie med den abstrakte ekspressionisme og dens action painting. Der er ingen regler i Næblerøds verden, kun et åbent mulighedsrum inden for mediernes naturlige begrænsninger. Hans kunst bygger også på det spontanabstrakte, den surrealistiske automatisme med rødder i det underbevidste og endelig i det fantasifulde og naivistiske ligesom hos kunstnerne omkring Cobra. Også dadaisterne og surrealisterne dyrkede, 30 år tidligere, barnets kreativitet som et ideal for det antiakademiske og anarkistiske og gjorde op med intellektualisering af kunsten. Næblerøds figurationer er på samme måde umiddelbare og i tråd med de udtryk, man ser i børnekunst, men de dækker også over mærkværdige og ofte urovækkende narrativer og symboler. Glubske hunde og afklædte kvinder i lænker. Alkohol og medicin i flasker. Poledancing, palmer, cirkusarenaer, kors, masker og regnbuer. Monstrøse væsner fortæller om kroppe i transformation, kulturer i forfald i en kemisk verden af syntetiske farver og dommedagssole.
‍

Den italienske kunstner Enrico Baj (1924-2003) malede sine såkaldte ultra bodies i 1950’erne: muterede væsner i en gold og ødelagt postnuklear verden. De to sole, der ofte står side om side i Bajs landskaber, markerer på surrealistisk vis det nye antropocæne verdensbillede, hvor mennesket har skabt sin egen bizarre, syntetiske og giftige apokalyptiske økologi. Bajs monstre er som regel, i modsætning til Bacons dæmoniske engel, velmenende og venlige. De rækker armene frem og vil mest af alt bare omfavnes og elskes. Næblerøds monstre dækker hele spektret, både de venlige og modbydelige, de smilende med læbestift og de forslugne med skarpe tænder.

‍

Det seneste år har Næblerød som nævnt lagt action painting med den syntetiske maling på hylden og i stedet fordybet sig i oliemaleriet. Figurerne er blevet mere optegnede og reliefagtige, og farverne er nu helt konkrete i deres afgrænsning. Der er muligheder i oliemaleriet, og tilfældighederne spiller ikke længere den samme udslagsgivende rolle for det færdige resultat. Det stiller krav til narrativerne. Næblerød er i udvikling og på vej frem. I disse år skriver han historie.

Du kan opleve Frederik Næblerøds soloudstilling her på museet fra den 06.02.25 – 27.07.25.

^{Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani}

^{Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani}

FREDERIK NÆBLERØD ALL WALKS OF LIFE er udgivet af Strandberg Publishing og kan købes på museet eller online for 149 kr.
‍