^{Video: Kavian Borhani
Foto: Lasse Dearman}

Det er enormt ressourcekrævende at bygge, og den måde, vi bygger på i dag, er på mange måder usund. For hundrede år siden stod man med nogle af de samme udfordringer, som vi har i dag. Dengang var det også dyrt og ressourcekrævende at bygge, så man valgte at bruge mere menneskelig energi på at få det bedste ud af det, man havde til rådighed. Jeg tror, at det i vores tid har været for nemt at få ressourcer og materialer shippet ind fra hele verden, men nu skal vi igen blive bedre til at få det bedste ud af det, vi har. 
‍

Mursten er måske det bedste eksempel på et materiale, som er superrelevant i dag. De er direkte forbundet med den jord, vi bor på, og arkitekturhistorisk har de spillet en enorm rolle. Det er en så simpel proces: Du graver lerjord op, former det, brænder det, og så har du et byggemateriale. Der skal ikke mere til. Det, at du forstår, hvor materialerne kommer fra, giver meget værdi til arkitekturen. Når du står med en mursten i hånden, og du ved, at den kommer fra et teglværk, som ligger meget tæt på – det er nærmest den jord, vi betræder så får den en større relevans for dig. 
‍

Det er vigtigt, at min arkitektur er transparent, at materialerne og detaljerne er synlige for folk. Det gælder om at fremhæve de historier, som allerede er til stede, og som gør, at man tænker lidt mere over arkitekturen, man befinder sig i. Det giver dig også en større æstetisk oplevelse at kunne se og røre ved materialerne, når du kender til deres historie.
‍

Det handler også om at stå på skuldrene af noget, som allerede eksisterer. Når man oplever et rum, og man kan se, at det er en videreførsel af et rum, som også var der for 100 år siden, så får arkitekturen en anden dybde. Den rejser nogle flere spørgsmål, og den gør sig mere relevant. Vi har jo bevaret 200, 300 eller 400 år gamle murstensbygninger, fordi vi er glade for dem. De er gået igennem krige og kriser. Og hvis vi skal kunne skabe noget af det samme i dag – det er slet ikke sikket, vi kan – så tror jeg, at vi som minimum skal sikre os, at alt det, vi bygger, er noget, folk umiddelbart finder behag ved at være i.

‍

For mig er arkitektur bygningskunst. Det at bygge noget. Men jeg synes, at der i længere tid har været en tendens til, at man inden for arkitektur har opdelt og adskilt tegne- og byggeprocessen. Det byggede værk bliver varetaget af folk med tekniske kompetencer, og så har man ud fra et ønske om at effektivisere processen, valgt at adskille det fra den æstetiske del, altså selve tegnedelen, som arkitekter tager sig af. På vores tegnestue har vi fra starten været interesseret i at genforene de to grene.
‍

Når vi går i gang med et nyt projekt, forsøger vi at forstå det eksisterende så godt som muligt. Vi bruger meget tid på at analysere området og dykke ned lokalhistoriske arkiver. Vi gør alt for at skabe et klart og tydeligt indtryk af stedet. Både set med nutidens øjne, men også i et historisk perspektiv. Vi er interesserede i alle de ting, der har været forbundet med stedet. Det er først, når vi har en kritisk masse af viden, at vi begynder at diskutere, hvad der giver mest mening at gøre med projektet.  
‍

Vi snakker meget mere, end vi tegner. Vi kigger på informationen, som er til rådighed. Hvis røde mursten er det materiale, man traditionelt set har bygget med i området, fordi der er meget af det i undergrunden, så bygger vi med dét. Måske brugte man også en specifik træsort, fordi den historisk set har været nem at anskaffe – hvilket betyder, at man har udviklet nogle kundskaber til at bruge træet på den mest fornuftige måde.
‍

Hvis vi skal bygge videre på et eksisterende hus, så er det mest nære jo selve huset, og hvordan det nu tager sig ud. Dets materialer bliver vores primære ressourcebank. Vi ser på, hvordan vi kan få så meget ud af det som muligt, inden vi introducerer alt muligt nyt. I nogle projekter genbruger vi helt ned til inventardelen, og vi forsøger kun at bruge det, som allerede er til stede på byggepladsen. 
‍

I andre situationer, hvor den eksisterende arkitektur ikke har materialer i vores ønskede kvalitet, sender vi dem videre til andre steder, hvor de kan udfylde en rolle. Når vi importerer noget, er det oftest med udgangspunkt i den lokale byggeskik eller de materialer, som hører til i området. Og så går det hen og bliver lidt mere eklektisk og sammensat arkitektur, men det bliver stadig kombineret ud fra en ambition om at fremhæve nogle kvaliteter, som allerede er til stede.
‍

Der ligger en tavs viden i måden, man har gjort tingene på. Som er blevet forfinet og forbedret generation efter generation. At tro, at man kan komme ind fra sidelinjen og se på et sted og mene, at man ved bedre end det, man allerede har gjort, er den første erkendelse, man skal komme til. Det er meget, meget sjældent, at det kan lade sig gøre, for som regel er der nogle, som ved meget bedre end en selv, og det kan man lige så godt tage ved lære af. Det giver dit arbejde en anden form for tyngde, som er svær at opfinde selv.
‍

Det virker også forkert, at vi i dag bygger på én måde, og så beklæder vi det med et andet materiale, før vi er tilfredse. Det er lidt kulisseagtigt. Det er en langt større oplevelse, og det virker mere oprigtigt at vise det frem, vi reelt set gør, og lade være med at skjule noget. Hvis vi så er utilfredse, så kræver det, at vi ændrer i måden, vi bygger på. Og så bliver arkitekturen mere krævende. Men det betyder også, at den stiller flere spørgsmål, og den viser tingene mere lige på – det er sådan her, det er. Og så kan man forholde sig til det. Kan man ikke lide det, kan man selvfølgelig vælge at pakke sig ind og skærme sig fra det, men det synes jeg ikke, er vejen frem. Jeg synes, det er mere interessant at løse nogle af de problemstillinger, en nutidig arkitektur har, og se på, hvordan en fremtidig arkitektur kan komme med nogle bedre løsninger.

‍

‍

‍

”I dag bygger man meget i store formater, fordi elementindustrien er blevet så dominerende, men murstenen står tilbage som et af de eneste materialer, som eksisterer i et lille format. Sådan en lille komponent, man kan skabe alle former for bygninger med – og i alle størrelser, skalaer og figurer”, siger Søren Pihlmann.

‍

‍

‍

‍

Læs mere om udstillingen BRICKS og Per Kirkebys murstensskulpturer her.

‍