Kom på en guidet tur i kunst og strandparken, hvor familier og børn og andre kunst og naturglade går på opdagelse sammen og kommer i nærkontakt med naturen og kunsten omkring ARKEN. Vi garanterer, at der i de tre timer vi er sammen, vil være højt til himlen, plads til forundring, begejstring og nysgerrighed, uanset hvem man er.

Turen starter kl. 10.00, varer 3 timer og slutter med en skøn udendørs fælles frokost med hotdog de luxe, som vi spiser ved langbord i det grønne udenfor ARKEN.

Vi starter ved ARKENs indgang under regnbuen, som spørger Where do we go from here, og fortsætter ud i landskabet med stop ved kunstværker, som deler naboskab med naturen i Ishøj Strandpark. Vi oplever naturen og kunsten og hinanden på nye måder, når kunstværten sætter sjove og kreative aktiviteter i gang, hvor alle kan være med. Turen kræver ingen forudgående viden. Hverken om myrer, marehalm eller kunst. Så drager vi videre ud i Ishøj Strandpark, hvor vi snuser, lytter og smager på naturen og sanker vildtgroende spiselige urter på vores vej, som vi tilbereder og spiser senere i fællesskab.

Kom og vær med! Der er så meget at finde, så meget at opleve sammen derude i det grønne - når man lige kigger efter.

Pris: voksen 349kr. og børn 179kr.