Intense blikke møder dig overalt i Apolonia Sokols farverige malerier. De er kraftfulde og umiddelbare, og de vokser ud af hendes liv i Paris’ rebelske, kunstneriske undergrundsmiljø. Malerierne udgør et farverigt, intimt persongalleri af kunstnerens venner, familie og elskere. Mennesker med forskellig etnicitet og kønsidentitet – ømt portrætteret og placeret i din øjenhøjde. De ser på dig, når du ser på dem – og du bliver lukket ind i deres liv, der er fulde af drømme og mareridt, kærlighed og konflikter.
Billeder har magt, og Sokol bruger den til at åbne vores øjne for mennesket bag. Sokol arbejder ofte med et klassisk og traditionsrigt portrætformat, men hun foreviger ikke magthavere og konger. Hendes modeller er kunstneriske og aktivistiske personligheder på kanten af samfundet, som hun giver betydning og kraft gennem portrætterne. Hele Sokols kunstneriske praksis er kendetegnet ved en sammenfletning af kunsthistoriens motiver og hendes eget liv blandt mennesker, der bryder med samfundsnormer og vil forandre verden. Hun siger selv, at det er umuligt for hende at adskille sin kunst og sin identitet.
Fransk-polske Apolonia Sokol er født i Frankrig i 1988. I Paris opvoksede hun i et bohememiljø på sine forældres avantgardeteater. Barndomshjemmet blev et springbræt for hendes kunstneriske liv og karriere. Hun har desuden boet i Danmark en del af sin barndom og ungdom. Læs vores artist bio om Apolonia Sokol her.
Apolonia Sokol færdiguddannede sig i 2015 på et af Europas fineste og mest traditionsrige kunstakademier, École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, og underviser i dag som professor på École Supérieure d’Arts et Médias i Caen/Cherbourg.
Hver dag i udstillingsperioden kan du se en anmelderrost og internationalt prisbelønnet dokumentar om Apolonia Sokols liv og vanskelige vej mod en international kunstnerkarriere. Filmen bliver vist onsdag-søndag kl. 14:30 og torsdag 18:45 i ARKENs filmsal. Varighed 2 timer. Filmen er gratis efter betalt entré.
“Mens jeg går rundt i Sokols smukt iscenesatte udstilling, forelsker jeg mig i hendes malerier.” 5 hjerter - Politiken
Udstillingen er støttet af:
Elly & Aage W Jensens Fond
ARKENs udstillinger i 2023 er støttet af Augustinus Fonden