Aaaaatjuh! Sære slipsemænd nyser koteletter og kaniner. En tapper tudse kæmper sig gennem en forhindringsbane i en gymnastiksal. Tårerne strømmer ned ad kinderne, mens løg efter løg bliver revet på et rivejern. Og en mand trimler ned ad en uendelig trappe som en uheldigklovn. Men er det et uheld?
’At bevæge’ betyder ’af få noget til at røre på sig’. Hvordan kan det se ud, når kroppen får noget til at røre på sig? Når vi bevæger os, kan vi miste kontrollen over kroppen, eller vi kan opleve, at verden ikke er indrettet til vores krop. Vores kroppe er forskellige og kan bevæge sig på forskellige måder. Vi kan også fremkalde en kropslig reaktion hos andre. Vi kan blive bevæget af noget – grine vildt eller boble af lykke. Men vi kan også få ondt i maven og opleve, at vores kropslige grænser bliver overtrådt.
Videoværkerne kan ses i ARKENs foyer, hvor der er indrettet en lounge for børn og unge. Smid skoene, slå dig ned og slap af. Lad en række fantastiske videokunstnere inspirere dig til at udforske, hvordan bevægelser kan påvirke dig og din krop, din måde at være sammen med andre på, udtrykke dig selv og mærke dine grænser.
Kunstnere i videoprogrammet: Melanie Bonajo, Ingela Ihrman, Peter Land, Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Mika Rottenberg.