Rundt om museet ligger en skulpturpark, hvor du kan gå på opdagelse med familie og venner. Se kort over Skulpturparken her.
En bænk zigzagger sig ind i landskabet. Et hus rejser sig midt ude på vandet med vandoverfladen som sit flydende gulv. En flok forhistoriske dolkhaler kravler op på land, og en dreng vinker til dig højt oppe fra sin bronzestøbte gyngehest. I det smukke strandlandskab er der et væld af skulpturer fra museets kunstsamling: Nogle får dig til at se på omgivelserne med nye øjne, andre byder dig op til leg. Her er skulpturer, som du kan kravle på eller hvile dig ved, bevæge dig ind i eller spejle dig i.
Alene eller sammen med andre. Uanset om du er ude på en morgenløbetur, lufter hund eller har viet din dag til et museumsbesøg, er Skulpturparken et sted fuldt af overraskende kunst-oplevelser og nye muligheder for at udforske samtidskunsten i dit eget tempo. Midt i Strandparkens smukke natur uanset årstiden.