Hver dag er istid, når det er forår og sommer i Danmark. Og der er mange gode, lokale steder i København. Min familie og jeg cykler altid forbi Ismageriet på Amager, som er vores ’go to’-sted, men du kan sagtens finde andre. Sommeren 2024 åbner Ismageriet også på Refshaleøen. Det skal vi også prøve. Nyd fx en ’Nutella kiks’ eller den veganske ’Peanut Yuzu’. 

@ismageriet
Rud Langgaardsvej 6E, 2300 Kbh. S og Refshalevej 163F, 1434 København K

At løbe er et mentalt frirum for mig, og jeg får tit de bedste ideer, når jeg løber. Min bedste løberute er langs Amager Strandpark, som ligger tæt på, hvor jeg bor – og vi kommer der selvfølgelig også for at bade om sommeren. Amager Strandpark er et ekstra rum i byen, hvor folk gør alt det, som de engang kun gjorde i de grønne parker. Der bliver dyrket sport, spillet musik og holdt koncerter om sommeren, alle generationer bader og har det sjovt, griller og hænger ud med vennerne i de lange lyse aftener. 

Amager Strandpark, Promenaden 1, 2300 Kbh.

Foto: Frederikke Lund Stoustrup

Selvfølgelig skal du også se, hvor jeg arbejder: ARKEN Museum for Samtidskunst, Husk badetøjet, for museet ligger lige ved en af de bedste sandstrande nær København. Og der er en skøn skulpturpark, som er interessant hele året. ARKEN blev bygget i 1996 og ligner et skib på land. Lige nu kan du opleve en verdensstjerne som Anish Kapoor, som viser 11 skulpturer og installationer – det er den største udstilling hidtil i Skandinavien med hans værker. Og der er også en udstilling med den nyeste samtidskunst fra den danske kunstscene. Udstillingen hedder ’Group Therapy’, fordi jeg mener, at kunst kan noget helt særligt i den tid, som vi lever i med klimakollaps, krige og konflikter. Vi har brug for håb, at være sammen i 3D og at se os selv og vores følelser spejlet i kunsten – og nogle gange også blot en pause fra ’doom scrolling’ på mobilen. 


@arkenmuseum
Tjek
www.arken.dk for aktuelle åbningstider. 
ARKEN Museum for Samtidskunst, Skovvej 100, 2635 Ishøj
 

Christianshavn er et must-see, når du er i København. Bygget efter hollandsk forbillede med små hyggelige kanaler, hvor bådene ligger side om side, og med gamle pakhuse. Det er også her, Christiania ligger, og Refshaleøen med masser af gode spisesteder. Men dét sted, som jeg holder mest af at komme er ’Båden’, hvilket er et lidt skørt navn, fordi det er faktisk en gammel togvogn. Caféen ligger lidt tilbagetrukket fra turist-motorvejen, og samtidig kan du ’people spotte’, hvem der sejler forbi i bådene. Livet på vandet er en helt særlig del af charmen ved København. 


@_baadencph 
’Båden’, Wilders Plads 15C, 1403 Kbh. K. 
Tirsdag-fredag kl.8-14 Lørdag 10-15 Søndag lukket 

Foto: Mathilde Mågård Hansen

Jeg har boet mange år i Paris, og derfor elsker jeg det franske køkken. Gennem mange år er jeg kommet på ’Restaurant Maison’, som er et meget klassisk sted midt i København. Hvis jeg kan komme til det, spiser jeg i baren, især hvis det fx er folk fra udlandet, som jeg drøfter nye projekter og samarbejder med. For stemningen og samtalen spirer altid på en anden måde i baren end ved et bord. Jeg glæder mig også til at opleve et nyt anmelderrost sted, som hedder ’Brasserie Post’, der ligger i et gammelt postkontor på Østerbro lige ved byens største park, Fælledparken. Det er nok godt at booke bord i forvejen, for københavnere elsker at spise ude. 

@restaurantmaison
Restaurant Maison Dronningens Tværgade 43, 1302 Kbh. K. 

@brasseriepost 
Brasserie Post, Øster Allé 1, 2100 Kbh. Ø. 

Foto: Brasserie Post

Se andre artikler

No items found.