Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani
Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani

Altid let at genkende for sin rå, kompromisløse og legesyge stil er Frederik Næblerød på trods af sin unge alder allerede travlt i gang med at slå sit navn fast, nationalt og internationalt. Han er opvokset på Frederiksberg og tog sin afgang fra Kunstakademiet i København i 2018, hvorefter kunstneren påbegyndte et samarbejde med galleriet Alice Folker. Her er tre ting, du skal vide om Frederik Næblerød.

1. Som kunstner og som menneske er Næblerød energisk, produktiv og intuitiv. Han har en kæmpe dedikation til sin kunst, elsker at arbejde i sit atelier ude i Københavns Sydhavn og får konstant nye idéer. Med sit energiske sind og uendeligt travle hjerne fungerer kunsten som en kærkommen ventil for Næblerød til at få afløb for alle sine tanker og indtryk, drømme og mareridt, der tilsammen kommer til udtryk på overraskende og fascinerende vis i hans impulsive og vilde kunst.

2. Næblerød forklarer selv, at han i sin kunst er optaget af historiefortælling, og at han kan få sine idéer ”alle steder fra – hele tiden”. Hans motiver kan være et helt normalt dagligdagssyn, noget der har fanget hans opmærksomhed i gadebilledet, der så i Næblerøds evigt kunstproducerende hjerne bliver til et anderledes syret, diabolsk eller kulørt motiv. Ofte vil et motiv netop være snuppet ud af hverdagen, hvorefter han forvrænger indtrykket ligesom i drømme og dermed skaber værket i sin originale, legesyge stil.

3. I 2018 blev Næblerød, i fællesskab med kunstneren Casper Aguila, nomineret til AICA-prisen, også kaldet Kunstkritikerprisen. De to kunstneres fælles udstilling på Alice Folker med titlen Off-Grid Gallery (2019) modtog desuden en pris fra Statens Kunstfond.

Du kan opleve Frederik Næblerøds soloudstilling på museet fra den 06.02.25 – 27.07.25. Du kan også læse meget mere om udstillingen her.

Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani

Frederik Næblerød. Foto: Kavian Borhani

Kilder

Alice Folker, ”Frederik Næblerød”, 2024.
Jakob Hedegaard-Høgh, ”Det kribler og dirrer i Frederik Næblerød før solo-debuten i Horsens: - Det er nyt for mig overhovedet at kunne sidde på min flade”, Horsens Folkeblad, 23. april 2022.
Bodil Skovgaard Nielsen, “DR’s serie om kunstnerdrengerøven Frederik Næblerød er ’Bamses Julerejse’ for voksne”, Information, 25. juni 2021.
Missu Schneidermann, ”Frederik Næblerøds første værk blev for nylig gensolgt for 34.000 kr.: “Når jeg vågner om morgenen, springer jeg op og hører høj techno, mens jeg steger to spejlæg med fødderne. Det synes jeg godt, man kan se på mine billeder” ”, Børsen, 2. maj 2020.

Se andre artikler

No items found.